Solcelleanlæg i vintervejr
0

Vi nærmer os den mørke tid med korte dage, hvor solcelleanlæggene rundt omkring i landet producerer mindre. Faktisk er det ikke unormalt her til lands med så overskyet vejr, at solcelleanlæggene ikke rigtigt kommer igang med at producere strøm i løbet af døgnets få lyse timer.

Når man følger sit solcelleanlæg gennem SolarEdge’s monitorplatform, kan man ind i mellem opleve overvågningen vise, at der er en fejl på solcelleanlægget. Det er bare ikke altid tilfældet.

Vores efterårs- og vintervejr giver flere udfordringer for solcelleanlæggene: Korte dage giver færre mulige produktionstimer. Lyset fra den lavtstående sol skal gennembryde mere atmosfære for at komme ned til os. Et tykt skydække kan sagtens hænge i dagevis eller ugevis. Alt sammen bidrager det ind i mellem til dage, hvor der ikke kan hentes energi ud af solens lys gennem solcelleanlægget.

Præmisserne for vores solcelleanlæg er altså ikke så gunstige om vinteren, og derfor kan overvågningssystemet på SolarEdge Monitorplatformen nogle gange reagere uden reel grund. Har vi et par mørke efterårs- eller vinterdage med overskyet vejr, hvor solcelleanlægget ikke producerer særlig meget strøm, vil overvågningen måske tro, at der er en fejl på anlægget. For os solcelleejere kan overvågningen virke til at være lidt for sensitiv. 

Det samme er tilfældet, hvis solpanelerne er dækket af sne. Her er der naturligvis heller ikke tale om en reel fejl på anlægget, da anlægget vil producere normalt, så snart sneen er smeltet eller gledet af panelerne.

Hav lidt tålmodighed med solcelleanlægget her i de mørke dage. Dage med overskyet vejr eller sne på panelerne kan altså udløse visning af fejl, der reelt set bare er normalt dansk vintervejr. Når der kommer en god solskinsdag, hvor anlægget igen kan producere strøm, vil fejlene i monitorportalen forsvinde af sig selv.

Ønsker du i øvrigt at fjerne sneen fra dine paneler, så anlægget begynder at producere, anbefaler vi en blød indendørs kost. Skinner solen, kan det være nok bare at feje en stribe ren på panelets korte led, da det aktiverer hele panelet og sætter gang i produktionen. Herefter vil sneen på resten af panelet smelte eller glide ned af sig selv.

Opdateret december 2019 og december 2020.

Indsend kommentar

Din emailadresse bliver ikke offentliggjort

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

X